Jeg har en lumsk fornemmelse af, at jeg blev født med en overdrevet gabende åben mund! At jeg kom ud af min mors skød oprørt, irritabel, nervøs og flov. Jeg ved det ikke, men det føles som om, at jeg havde det sådan fra en meget tidlig alder. Jeg tror, at jeg gik søgende gennem livet. Søgende efter noget, der ville berolige mig, og få mig til at føle mig hel og normal. Jeg følte meget vrede på det tidspunkt, især over for min mor. Min mor var en kvinde der var større end selve livet, en rigtig matriark, der regerede hjemmet med religiøse vers som: “ Børn skal ses og ikke høres ” /. “Ær din far og din mor, så dine dage kan være lange på det land, som Herren din Gud har givet dig.''
Jeg kan huske, at jeg gik ind i køkkenet og fandt noget, der bedøvede livets smerter. Da jeg var i køkkenet, var jeg i himlen. Jeg fandt min fars hjertemedicin, jeg fandt tomme flasker med maltøl og fandt lækker mad. Og sådan, var jeg fra en meget ung alder draget af det sted, hvor jeg ville sluge piller og spise al den mad, jeg kunne få fat på.
Der var mad i overflod i vores hus. Min mor bagte kager og servicerede gæster hver weekend, så der var masser af tilgængelig mad og let at få fat i. Jeg spiste bare og spiste og spiste. Jeg var uden stopklods og følte mig aldrig mæt!
I en alder af atten år søgte jeg mit første reelle og faste job. Ansøgningsprocessen fik mig for første gang til at indse, at jeg virkelig havde et problem med mad. At jeg muligvis var nødt til at gøre noget ved denne besættelse af at spise. Jeg var for tung til at bestå testen, og det fik mig til at løbetræne lange ture og tage flere piller for at tabe vægten. Det løste midlertidigt problemet, og jeg fik succes med min jobansøgning. Så snart jeg blev ansat, blev det sværere at træne, og jeg fortsatte med at spise og binge spise. Nogle gange kunne jeg kontrollere de mængder, jeg spiste for at bestå endnu en fitness-test. Besættelsen af mad blev værre, jeg kunne ikke hjælpe mig selv: mad var for magtfuld for mig. Jeg kunne ikke skjule det mere, og jeg tog over 148 kg i vægt. Jeg var grinagtig i et meget offentligt job. Jeg prøvede rådgivning, prøvede slankekure og prøvede at faste, men intet kunne forhindre mig i at tænke på mad og spise det.
Livets smerter og frustrationer indhentede mig for ni år siden, da jeg var på et møde, og hvor en kvinde fra en anden by deltog. Jeg kunne identificere mig med hendes historie om besættelsen af at spise, men hun var rolig og selvsikker, og sagde, at hun havde fundet en vej ud af den endeløse kamp med mad.
Jeg vidste, at jeg havde brug for den type hjælp, som kun en guddommelig indgriben kunne give, og denne kvinde syntes at ose af noget jeg havde brug for. Jeg bad hende om at hjælpe mig, og hun og andre som hende har fortalt mig præcist, hvordan man kommer ud af maden.
Jeg har fundet ud af, at jeg har friheden fra afhængighed af mad og andre stoffer. Jeg har fundet en ubeskrivelig følelse af fred og tilfredshed ved at arbejde sammen med andre og de tolv trin i AEA fællesskabet. Frygten for mad og selve livet er blevet formindsket, og erstattet af energi og venskaber, der fokuserer på en ny livsstil: En livsstil centreret omkring Gud og fællesskabet og at hjælpe andre med at stoppe med at dræbe sig selv med madafhængighed.