Min besættelse af mad var til stede fra en meget tidlig alder. Jeg husker, at jeg konkurrerede med andre familiemedlemmer om at spise så meget, som jeg overhovedet kunne, og næsten altid ville jeg indtil jeg følte mig utilpas. Jeg ville være hemmelighedsfuld når jeg spiste ting, som jeg tænkte mine forældre sandsynligvis ikke ville have jeg spiste Jeg var altid opmærksom på tilstedeværelsen af mad. Jeg spurgte ofte mig selv, hvordan jeg kunne få mere, uden at andre ville tænke, at jeg var grådig. Eller hvordan jeg helt kunne undgå mad, fordi alle kiggede på mig?
Endnu vigtigere husker jeg fra en meget tidlig alder følelsen af at være ekstremt irritabel, af at have ubehagelige følelser inde i mig, som jeg ikke kunne slippe af med. På det tidspunkt gav jeg min mor skylden for disse følelser. Jeg ville også hænge ethvert problem op på, at jeg var blevet seksuelt misbrugt. Da jeg fyldte 15 år, følte jeg, at denne irriterende følelse inde i mig kunne styres med forskellige kure, som regel i form af en rensende sundhedskur. Selvfølgelig virkede de aldrig, og jeg endte altid ud i et orgie af mad, som jeg ikke skulle have spist før jeg startede den næste kur.
Motion blev også en vigtig del af min addictive adfærd - det fik mig til at føle mig godt tilpas. Jeg prioritede mit udseende, at blive overvægtig eller endda have en rund mave, troede jeg, skulle undgås for enhver pris. Her begyndte min besættelse af motion... ligesom kostvaner prøvede jeg alle mulige forskellige ting, og på alle mulige tidspunkter af dagen og natten. Afføringsmidler var også min ven, kaffe og andre mere ekstreme former der involverer at drikke en enorm mængde salt!
Gennem hele min barndom var mit familieliv centreret omkring vores kristne tro. Jeg tilbragte en masse tid sammen med andre i min tro, og bibelstudier var en regelmæssig aktivitet for mig. Jeg havde en dyb sult efter åndelige ting og følte, at jeg havde en forbindelse med Gud. Efterhånden som livet skred frem, stod det meget klart for mig, at min tro på Gud, mine bønner og mine forsøg på at fikse mit liv med mere bibellæsning og bøn ikke gjorde nogen forskel. Jeg tænkte: "Hvorfor skulle Gud bekymre sig om at spise eller træne" eller "Hvad handler det med synd egentlig om?".
Med tiden blev mit liv mere og mere uoverskueligt. Den irritabilitet, jeg følte som barn, var i stigende grad blevet et rasende dyr. Det nåede et punkt, hvor jeg blev ukontrollabelt voldelig overfor mine børn, mod min egen vilje. Jeg kunne ikke længere bære det, jeg gjorde mod andre. Ti års rådgivning havde lettet noget af den byrde, men der var noget med mig, det havde ikke forhindret mit liv i at være elendigt. Det blev foreslået af en ven, at jeg kunne prøve et 12-trins program for afhængige af mad, så jeg tog til et møde. Det første møde plantede et frø i min tankegang, som jeg ikke kunne ryste af. Dette frø var begyndelsen på en erkendelse af, at jeg led af afhængighedssygdommen, en åndelig sygdom parret med en besættelse af sindet. Jeg indså, at jeg var nødt til at begynde at deltage i møder regelmæssigt, og på disse 12-trins møder så jeg mennesker, der havde en livsstil og tankegang, som jeg fandt attraktiv. Jeg bad en af dem om hjælp.
Jeg begyndte at lytte til andres erfaringer og følge enkle retningslinjer, herunder en madplan. Jeg begyndte at opleve en vis frihed fra besættelsen af mad, og det føltes som om en tåge løftede sig fra mit sind. Gud, som jeg havde forsøgt at nå i så mange år, kom gradvist i fokus. Jeg kan nu se, at maden var det, jeg havde tilbedt. Det fyldte mine tanker og var det, jeg vendte mig til, når jeg følte mig høj, lav eller slet intet. Min erfaring har været, at da maden fik sin rette størrelse gennem dette program, var jeg endelig i stand til at nå Gud... eller måske var Gud endelig i stand til at nå mig! Jeg begyndte at forstå en Gud, der virkelig holdt af mig, som brød sig om, hvordan jeg behandler andre, og hvordan jeg behandler mig selv - han blev et meget virkeligt og håndgribeligt væsen. Min praksis med de 12 trin har uddybet min tro og min evne til at tjene andre i den tro. Jeg har ikke behøvet at vælge mellem AEA og min tro. Jeg føler, at jeg lever dobbelt velsignet, jeg kunne ikke leve uden hverken min tro eller de 12 trin, der leder mit liv.
Som type 1-diabetiker mener jeg, at dette program også har givet mig et nyt liv, da mit blodsukker og generelle helbred er blevet bedre. Denne sundhed er kommet både fra en bedre måde at spise på og fra en mere rolig og fredelig livsform.
Når jeg fortsætter med at deltage i møder og høre andre dele om deres addictive spisning, forstår jeg mere og mere om, i hvilket omfang denne sygdom har påvirket alle områder af mit liv. Min daglige overgivelse af det, jeg spiser, er en påmindelse om, hvad jeg kan gøre i alle aspekter af mit liv. Når jeg er villig til at give slip, kan Gud begynde at arbejde sammen med mig for at forme mig til noget, som han ønsker, at jeg skal være.
I dag har mad ikke mit sind, som det plejede. Udover at lave mad, der giver næring til min krop, og måltider til min familie, tænker jeg sjældent på mad. Det er en frihed, som jeg aldrig troede var mulig, og det håber jeg, at jeg aldrig tager for givet.
Jeg har fundet mere end frihed fra min besættelse af mad. Jeg er blevet begavet gennem de 12 trin med en livsstil, der styrer min tænkning og handlinger. Det er med taknemmelighed, at jeg takker AEA for at føre mig til en kærlig og magtfuld Gud, der opretholder mig en dag ad gangen.