Følelsen af at være anderledes, når det kommer til mad, har fulgt mig det meste af mit liv. Dette inkluderede at være den der tog to flødeboller, når alle andre tog en. At spise glasursukker med ske direkte fra pakken, og være det familiemedlem, der gik i køkkenet efter middagen for at spise rester. Der er talløse eksempler - for mange til at nævne her. Jeg kunne overspise alt. Hvis jeg ikke kunne få mit foretrukne(f.eks. chokolade), spiste jeg grøntsager.
Jeg var som barn også opmærksom på en generel følelse af ikke at passe ind, og kæmpe med mine personlige forhold. Jeg var smertelig genert og selvoptaget, og jeg var fyldt med frygt. Jeg ville kigge efter mennesker, og klynge mig til dem. Jeg blev også overrasket, hvis nogen ville være venner med mig og inviterede mig hjem efter skole. Der var ingen rigtig grund til denne sære tankegang. Jeg havde en normal og kærlig familie. Jeg var faktisk meget vellidt på skolen. Jeg har senere lært, at denne ødelæggende tankegang er en del af sygdommen addiction.
Jeg lærte også senere, at mad faktisk ikke var mit problem - jeg brugte mad som løsning på mit virkelige problem. Mit virkelige problem var min ødelæggende tankegang, og det at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle passe ind i livet. Set i tilbageblik, er det klart at jeg i en ung alder startede med at stole på at mad virkeligt ville få mig til at føle mig lykkelig.
Jeg udviklede også andre “ubehjælpsomme” måder at klare livet på. Inklusive at prøve at være den bedste til at gøre ting (skolearbejde, min karriere). Arrogant ville jeg fortælle mig selv, at jeg var bedre end andre mennesker. Det er ingen overraskelse, at mit liv blev mere vanskeligt. Fra mine teenageår og frem blev min spisning tilsvarende ude af kontrol.
I mine unge år havde jeg en ret normal vægt. Men fra mine teenageår svingede min vægt mellem at være sund til at være overvægtig, afhængig af om jeg var glad. Jeg havde lært i mine teenageår, at jeg ikke kunne holde en diæt.
Umodne forhold dominerede mit liv som voksen. Jeg var overdrevent afhængig af, hvad udvalgte nøglepersoner mente om mig. Med kærester, ville jeg bare gøre, hvad de havde lyst til. Det var noget af en øjenåbner den dag, da jeg begyndte at tænke over f.eks. hvilken film jeg faktisk kunne lide at se, i stedet for bare at se det, min kæreste valgte. Helt modsat var jeg i andre forhold en selvcentreret tyran, der krævede at ting blev gjort efter mit hoved. På arbejde begyndte jeg at basere mit selvværd med min præstation.
I mine 30ér begyndte disse mestringsstrategier at fejle og falde fra hinanden. Jeg mistede mit job, og samtidig også accepten fra de mennesker som jeg var så overdrevent afhængig af. Jeg gled ind i en depression, der ville vare ti år. Mine problemer med mad accelererede proportionelt med mine andre problemer, måske mere og jeg endte op overvægtig på 105 kg.
Jeg prøvede ikke slankekurer som vægtvogterne eller lignende. Først og fremmest fordi jeg vidste, at jeg ikke ville være i stand til at holde mig til deres program. For det andet var spiseriet ikke et egentlig problem - det var et biprodukt af min ødelagte tankegang, mine følelser som var ude af kontrol. Jeg vidste, at jeg måtte lede efter en løsning for at fixe det.
Da jeg mistede mit job, startede jeg til rådgivning og fik ordineret antidepressiv medicin. Dette fortsatte for mig de næste ti år. Selvom jeg prøvede forskelligt antidepressiv medicin, var der ingenting der virkede på min depression eller min spisning. (Senere er jeg kommet til at tro, at min depression var et resultat af ubehandlet mad addiction.) Jeg forsøgte også flere andre alternative terapiformer, såsom akupunktur og kinesiologi, igen uden succes.
Endelig startede jeg på vægttabsmedicin, Xenical. Selvom produktet hjalp mig til vægttab, var jeg stadig besat af mad: Jeg ville manipulere det, så jeg kunne få min favorit mad. Jeg vidste godt, at det ikke hjalp på den bagvedliggende årsagen til min spisning, og derfor ikke var en langsigtet løsning. Før eller senere ville jeg gå tilbage til mine gamle spisevaner.
Efter ti år med depression nåede jeg bunden. Jeg var fremmedgjort af de fleste venner og familie. Jeg kæmpede generelt virkelig med andre mennesker. Jeg var besværlig, uforskammet, og en overfølsom person med et oppustet ego. Efter jeg mistede mit job, havde jeg næsten ikke arbejdet de seneste ti år. Eller jeg havde arbejde hvor jeg var vældig overkvalificeret. Frygt dominerede mit liv, og jeg havde tonsvis af fordømmelse. Jeg følte had overfor alt sammen og alting. Mit liv bestod af at sidde alene derhjemme og svælge i selvmedlidenhed (som jeg faktisk nød) og se TV og spise.
Jeg kendte mit problem, og jeg blev ved med at søge efter løsningen. Endelig så jeg en annonce for et 12 trins fællesskab som handlede om mad addiction. Jeg regnede ud, at dette også ville omhandle min ødelagte tankegang - hvilket det gjorde. Det var sådan en lettelse at træde ind på et 12. trins møde. Endelig fandt jeg en ægte løsning. Det var vigtigt for mig, at de mennesker jeg mødte var ophørt med deres spisning, og at de nu havde en sund vægt. Vigtigt at de ikke blot var skiftet over til en anden addiction (såsom alkohol, spil, piller etc.) Det var lige så vigtigt for mig, at se mennesker der kunne håndtere deres ødelæggende tankegang og deres helt ude af kontrol følelser- tankegang og følelse som dominerede mit liv. Det gav mig så meget håb, at se de mennesker som var glade, rolige, selvsikre og som klarede normale liv. Ofte kom de fra liv, der var endnu værre end mit.
Jeg besluttede mig for at leve dette 12 trins program. Jeg ophørte med Xenical og trappede gradvist ud af antidepressiv medicin. Jeg blev også i stand til at stoppe med andet medicin, såsom halsbrand tabletter. Depressionen er nu et svagt minde, Addictive Eaters Anonymous (AEA) 12 trins program har givet mig en løsning der ikke engang kan sammenlignes med antidepressiv medicin. Fordømmelse styrer ikke længere mit liv, og selvmedlidenhed viser sig sjældent.
Mit liv i dag er dramatisk forbedret, og kan ikke engang sammenlignes med det liv jeg havde før.
Jeg er nu tilbage på en sund vægt. Maden har i mange år haft den rette størrelse. Jeg har ikke længere trang eller besættelse af mad. Jeg har været i stand til at gøre det ved at følge de forslag om handlinger som andre AEA medlemmer har gjort. AEA medlemmer der er længere end mig på vej til helbredelse. Jeg er så taknemmelig over al den hjælp og vejledning, som medlemmer så generøst og gratis har givet mig.