top of page

Jeg slap også for depressionen


Jeg tror, at jeg blev født med denne sygdom. Som barn spiste jeg mere end jeg havde godt af ved flere lejligheder; at spise det største æble i frugtskålen, selvom jeg vidste det ikke var en god idé, fordi jeg så ikke ville have appetit til aftensmaden, men ikke kunne lade være med at gøre det. Skjulte mad, blev overvældet af besættelsen om at spise en dåse creamet majs midt på en søndag eftermiddag, tænke at jeg ikke skulle gøre det, og alligevel ikke kunne stoppe mig selv.


I mine ungdomsår  brugte jeg afføringsmidler, fordi jeg ofte var forstoppet. Jeg har kun prøvet at være lidt overvægtig en eller to gange i mit liv. Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte jeg var "fin og tynd". En sommer tænkte jeg, at "nu er den der", fordi min mave var flad nok til, at jeg følte jeg kunne gå i bikini. Jeg tænkte, at min spisning var neurotisk, men også at andre neurotiske kvinder spiste som mig, og at jeg ville vokse fra det.  

Jeg var selvbevidst. Jeg vidste ikke, hvordan man "var i livet", især relationer, men udadtil fremstod jeg meget kompetent. Det virkede som om jeg vidste hvad jeg ville. Jeg havde succes på ydersiden, i det mindste indtil slutningen af tyverne. Jeg var uafhængig, jeg havde karriere og venner.  Men jeg følte altid, at der var noget galt med mig. At det kun var et spørgsmål om tid, før jeg endte på en psykiatrisk institution. I midten af trediverne havde jeg haft to nervøse sammenbrud og en diagnose på depressiv lidelse. Jeg arbejdede ikke i omkring syv år. Jeg var på og af antidepressiv medicin, fik masser af rådgivning, psykodramaterapi og andre selvhjælpsterapier.


Jeg tænkte aldrig på, at der kunne være en forbindelse mellem min spisning og depression. Jeg kom i et tolv trins fællesskab som syvogtredive årig. Jeg havde været i AA i et år, og mødte en kvinde, der også gik til møder i et tolv trin fællesskab der havde noget at gøre med afhængighed af mad. Frøet blev plantet. Jeg så tilbage på mit liv, og jeg vidste, at min måde at spise på aldrig havde været normal. Jeg havde spist, når jeg ikke havde lyst til at spise, jeg havde spist ting, jeg ikke havde lyst til, tygget mig igennem dagen, og ikke været i stand til at organisere mad, eller at beslutte, hvad jeg ønskede osv.


Jeg ønskede ikke at være en addict af mad i starten, og var ikke overbevist om, at jeg var lige så ramt som andre. Jeg havde trods alt aldrig været hos Vægtvogterne. Dengang troede jeg ikke engang, at jeg havde været på kur. Det tog mig bare tid at indrømme, at ja, jeg havde været på kur, og selvom jeg måske ikke havde spist de mængder, som andre mennesker havde dag efter dag, Der var mange gange, hvor jeg havde "skovlet ind", selvom jeg havde svoret aldrig at gøre det igen.


Som et resultat af de tolv trin i dette program, er jeg blevet befriet for besættelsen og trangen til at spise. Jeg accepterer, at jeg ikke er normal med mad og aldrig vil blive det. Ligesom jeg har fået frihed fra min besættelse af mad, har jeg også fået frihed fra depressionen, der krævede at jeg var af og på antidepressiv i syv år. Jeg søger ikke længere efter et svar, fordi jeg har fundet løsningen.


Jeg hader ikke længere mig selv, og jeg hader heller ingen andre. Jeg har fået det bedre på områder, som jeg slet ikke vidste, jeg havde brug for hjælp til. Jeg har lært at leve livet en dag ad gangen. Jeg fortryder ikke fortiden og lever ikke i frygt for fremtiden. Jeg har en fornemmelse af, at der bliver passet på mig, og at det fortsat vil være sådan så længe jeg  deltager regelmæssigt i møder og forsøger at praktisere de tolv trin i mine daglige gøremål. Jeg nyder mit liv og den følelse af at høre til, som det giver mig at være medlem sammen med andre mennesker, der nyder at være fri fra "ønsket om at spise". Jeg er ikke helbredt for denne sygdom; jeg får en daglig udsættelse. Jeg vil blive ved med at komme tilbage, som jeg hører fra ældre medlemmer, at 'det' fortsætter med at blive bedre!

bottom of page