Jeg troede ikke, at jeg havde et problem med mad, indtil jeg var femten år gammel og gik på gymnasiet. Nu indser jeg at jeg er født med problemet. Jeg kunne ikke forstå det, fordi jeg som barn ikke overspiste eller sultede. Men jeg havde andre karaktertræk. Jeg ville gerne være alene hjemme hele tiden, jeg følte mig grim, forkert og ond. Jeg stjal, løg og var et meget hemmelighedsfuldt barn.
I gymnasiet, da jeg var omkring 15 år, kan jeg huske at være til en fysiktime, hvor hele klassen skulle vejes. Jeg vejede 57 kg. Jeg tænkte, at jeg var fed. Jeg var chokeret og skamfuld over at kunne veje så meget. Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle tabe mig, og besluttede at holde det hemmeligt. Jeg holdt op med at spise morgenmad, frokost og startede til de aerobic klasser, som blev holdt i skolens i frokostpausen.
Da jeg kom hjem, spiste jeg så lidt aftensmad som jeg kunne slippe afsted med, uden at nogen stillede nogle spørgsmål. Jeg begyndte at tabe mig, og folk begyndte at kommentere, at jeg så godt ud. Jeg elskede den beundring jeg fik, og ville have mere af det. Efter et stykke tid blev mit vægttab til bekymring for min familie, og jeg vidste at jeg blev nødt til at spise mere. Jeg besluttede mig for at tage afføringsmidler. For at kontrollere, at jeg ikke tog på i vægt begyndte jeg også at ryge cigaretter og drikker stærk sort kaffe.
Omsider flyttede jeg hjemmefra, jeg tænkte at jeg endelig var fri. Jeg begyndte at drikke meget alkohol og meldte mig ind i et træningscenter. På en god dag ville jeg overhovedet ikke spise. På en dårlig dag, ville jeg spise seks pakker pølser og en hel æske med risotto.
En dag, cirka et år senere, flyttede den kæreste jeg boede sammen med ud og rejste til Australien. Jeg var helt nede. Den eneste ting jeg havde lyst til at gøre var at spise. Jeg forestillede mig, at jeg købte alle mine favorit madvarer og var alene og kunne spise i fred. Jeg tænkte, at det ville få mig til at føle mig bedre. Denne længsel efter at spise var min store mørke hemmelighed. Jeg hadede mig for at ville spise. Jeg tænkte, at det viste svaghed. På trods af mine kritiske tanker købte jeg mad og overspiste. Min plan var at træne bagefter, men når jeg prøvede at træne, fik jeg kramper. Jeg gik i panik. Hvordan skulle jeg komme af med alt det jeg lige havde spist? Jeg prøvede at kaste op, det virkede. Dette startede et mønster af at spise og kaste op, der fortsatte indtil jeg var i trediverne. Jeg ville planlægge overspisning med stor entusiasme, og så kaste så meget mad op, jeg kunne, ofte gispende. Jeg ville gå til det ekstreme for at gøre mig selv syg, som at hælde rens i toilettet for at indånde lugten, fordi det hjalp mig til at blive syg.
At tænke på mad, hvornår jeg skulle spise, hvor meget jeg skulle købe, hvor jeg skulle få pengene fra, og hvordan jeg skulle skille mig af med det, dette blev hele mit liv. Jeg begyndte at ryge marihuana og tage andre stoffer, når jeg kunne. Jeg var ikke interesseret i at arbejde, få venner, være en del af min familie, spare penge eller andre ting som jeg så mine venner gøre.
Jeg kunne ikke lide mig selv, og vidste jeg skulle ændre mig. Jeg besluttede mig for at gå til lægen og fortælle hende om at jeg kastede op. Jeg troede hun ville få ondt af mig og give mig slankepiller, piller som jeg brugte i stedet for at kaste op. Det eneste problem med min plan var, at lægen ikke tilbød mig slankepiller, i stedet tilbød hun mig lykkepiller og foreslog at jeg gik til et fællesskab for tvangsspisere.
Jeg skammede mig. Jeg ønskede et fantasi liv. Jeg kunne ikke acceptere, at jeg var syg. Jeg ville ikke tage ansvar for min egen helbredelse. Min attitude var "Gud, du har skabt mig sådan, du må fixe mig".
Jeg blev ved med at overspise og kaste op i lang tid, selv efter jeg var begyndt at lede efter en løsning.
Endelig kom jeg til at forstå, at jeg havde en sygdom som kaldes afhængighed. Jeg er addictet til mad og andre substanser. Jeg lærte, at addiction kan skifte fra et stof til et andet, og derfor kan jeg ikke styre mad, alkohol, stoffer og træning fornuftigt, som normale mennesker. Jeg lærte at addiction er en tredelt sygdom. En sygdom der påvirker mig spirituelt, mentalt og psykisk. Jeg lærte, at jeg ikke kan fixe mig selv, og at der er mange andre, der er addictet til mad, ligesom mig. Nogle af dem arbejder sammen for at hjælpe hinanden. De lever ikke i afhængigheden mere. De har fundet en løsning i 12 trins fællesskabet af Addictet Eaters Anonymous (AEA).
Som min spisning blev værre, begyndte jeg at se den frihed, disse mennesker havde fra mad, og jeg ville have det. Jeg udviklede et mere åbent sind. Jeg blev i stand til at lytte, og med deres hjælp begyndte jeg at gøre hvad de gjorde. I dag har jeg et nyt liv fri af overspisning, opkast, druk, stoffer, træning og rygning. Jeg er ikke overvægtig heller ikke undervægtig. Jeg tænker ikke på mad hele tiden. Jeg har venner, og jeg er en del af min familie. Jeg har haft det samme job i mange år. Jeg kan spare penge og tage på ferier.
Jeg kunne ikke have gjort disse ting selv. Det skete for mig imens jeg har gået til AEA møder, og prøvet at følge vejledning fra min sponsor. Min sponsor er en person der guider mig i arbejdet med de tolv trin og i at finde en højere magt. Jeg tror, at det er min højere magt, der har stoppet mig i at spise addictet i dag. Jeg er meget taknemmelig for at være i AEA. AEA har givet mig håb om at mit liv fortsat vil blive bedre. I AEA, finder jeg frihed fra mad og en måde at håndtere livet på.