Jeg vidste ikke, at jeg havde et problem med mad, ikke i starten. Jeg var et aktivt barn og endnu ikke overvægtig, men ikke så petit som min familie, så jeg havde en opfattelse af, at jeg var fed. Jeg var altid sulten, og syntes aldrig, at der var nok mad. Jeg havde en afhængighed, men vidste det ikke endnu.
Da jeg var tretten, arbejdede jeg i en restaurant, og pludselig var mad tilgængeligt. Jeg kunne ikke holde op med at spise. Jeg var bange for, at der ikke var nok mad, så jeg begyndte at hamstre mad i lommerne på mit forklæde, og stjæle bider, når andre kigger væk. Det begyndte at kunne ses, jeg tog hurtigt en masse på i vægt. En nabo lagde mærke til, at jeg havde taget på, og gav mig en kostplan. Hun fortalte min mor, at jeg skulle prøve den, og det gjorde jeg. Det var der, mine yo-yo slankekure begyndte.
Min besættelse af mad ramte et nyt niveau. Jeg havde aldrig fået nok. Jeg ønskede at spise til jeg var mæt, men jeg var aldrig mæt, selvom jeg vidste, at det var smertefuldt at spise mere. Jeg ville spise min tallerken og spise alle de andres tallerkner. Når mad blev smidt væk, tog jeg den op af skraldespanden og spiste det. Jeg prøvede masser af slankekure og diæter. Jeg tabte mig hver gang, men tog hurtigere mere på i vægt, hver gang blev det sværere at tabe det igen.
I en alder af 19 år så jeg et tv-program, hvor en mand talte om bulimi og hvordan det påvirkede ham. Jeg hørte ikke problemet, jeg hørte kun løsningen på mit slankekur problem. "Dette var svaret på alle mine problemer", tænkte jeg. Jeg begyndte at kaste op, og det var nemt for mig. Jeg kunne spise, hvad jeg ønskede og når jeg ønskede det, og ikke tage på i vægt. Dette var den løsning, jeg ledte efter. Jeg spiste enorme mængder mad og havde ingen idé om, hvad normal spisning var. Jeg tænkte, at jeg kunne stoppe når som helst. Jeg ville bare ikke stoppe - det virkede for mig.
Efter seks år med at spise og kaste op, blev jeg gravid og stoppede midlertidigt med at kaste op. Jeg tog over fyrre kilo på, fordi min binge spisning ikke stoppede. Efter at have fået mit første barn, kunne jeg ikke tabe hvad jeg havde taget på, og opkastningen blev værre. Det føltes som om, at alt hvad jeg lavede på en dag var at spise og kaste op. Intet andet skete, mit hus og mit liv var et stort rod.
Da jeg blev gravid igen to år senere, kunne jeg ikke stoppe med at kaste op.. Det var første gang, jeg vidste, at jeg havde et problem, og jeg blev overvægtig. Yderligere fire år gik, jeg var overvægtig og opkastningen virkede ikke længere. Denne sygdom slår mig ihjel. Efter opkastning ville mit ansigt og nakke være så hævet, at jeg knap nok kunne åbne mine øjne. Jeg sprængte blodkar på mine kinder og omkring mine øjne. Mine tænder var ved at smuldre, og jeg havde altid sår i munden og på tungen fra mavesyrer. Mit hår var ved at falde af, og jeg havde konstant hovedpine.
En morgen kl. tre fandt jeg mig selv online for at søge hjælp. Jeg blev introduceret til et tolv trins program og tog til mit første møde. Jeg hørte andre dele deres historier, og fortalte min med det samme. For første gang var jeg som andre mennesker. I de næste fem år hørte jeg desværre ikke andre dele andet end deres problemer, Jeg hørte ikke nogen dele om, at der var en løsning. Alt hvad jeg gjorde var at gå til møder, jeg arbejdede ikke med programmet. Mit liv blev værre, min mad blev værre og jeg ønskede ikke at leve længere . Jeg græd næsten hver dag, og bad en Gud om at hjælpe mig med at stoppe eller lade mig dø. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig hørt om et tolv trins-program, og jeg ramte bunden.
Da jeg bønfaldt Gud om at tage mit liv (og jeg mente det denne gang af hele mit hjerte), tror jeg, at det var min første overgivelse. Inden der var gået en uge, dukkede en kvinde op på mit møde. Hun havde en løsning, og for første gang nogensinde gav hun mig vejledning. Jeg gjorde, hvad der blev foreslået. Jeg begyndte at arbejde de tolv trin. Jeg havde en sponsor, og jeg havde for første gang håb. Jeg havde dog stadig ikke overgivet mig helt. Jeg tog til møder, læste store bog dagligt. Jeg arbejdede på trinene, og jeg gjorde alt hvad min sponsor foreslog, alt undtagen at stoppe med at spise. Jeg tænkte, at jeg kunne finde en måde at blive ædru og stadig spise som jeg havde lyst til. Jeg levede i en løgn.
Det tog ni år mere i dette helvede og to sponsorer før miraklet skete. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde anderledes, eller hvorfor det skulle tage så lang tid, men en dag var lysten til ikke at spise stærkere end ønsket om at spise.
I dag lever jeg et ædru liv. Jeg er ikke helt fri af afhængigheden, men jeg ved, at jeg i dag ikke behøver at spise mere. Jeg ønsker ikke længere at dø, og jeg har et vidunderligt liv. Jeg har altid hørt "gå ikke, før miraklet sker". For mig tog det fjorten år at blive ædru, og jeg tror miraklet skete, da den kvinde kom på mit møde med en løsning. Det tog mig lang tid at overgive mig. Det kræver, hvad det kræver, og jeg takker min højere magt hver dag for at give mig desperationens gave og et nyt liv.