Så længe som jeg kan huske tilbage, har jeg altid været optaget af mad. Selv som voksen, husker jeg den forskellige slags mad vi fik til mine skolekammeraters fødselsdagsfester. Da jeg var otte år, blev jeg for første gang opmærksom på min krop. Min mave bulede ud, og nogle af de venner jeg var sammen med, da vi klædte om til at gå ud og svømme i vores badetøj, havde flade maver- øjeblikkeligt trak jeg maven ind.
Jeg ville stjæle min mors bagværk, når det lå til køl i køkkenet. Jeg kan endda huske hvad det var, det var Louise kage. Jeg kunne ikke holde mig væk. Selv pulverblandinger kunne jeg ikke holde mig fra. Man gemte chokolade for mig. Jeg ville være besat indtil jeg fandt den, så ville jeg spise det hele, ikke lige med det samme, men ved konstant at gå frem og tilbage.
Da jeg kom i teenageårene, ville jeg spise hvad som helst efter skole. Jeg ville spise som jeg ikke havde fået mad i ugevis, hvilket ikke var tilfældet. Da jeg blev 16 år, så jeg en dag mig selv i et spejl i fuld længde, og tænkte at mine ankler så fede ud. Derfor tog jeg til Vægtvogterne, det varede seks uger. Efter fjorten år på diæter og træning begyndte overspisningen. Jeg ville være på den perfekte diæt i en periode. Så ville der ske noget- det var ligegyldigt hvad det var- og alt ville ændre sig, og jeg var ikke på diæt.
Som attenårig begyndte jeg at tage aerobic timer i træningscenteret, eller jeg ville svømme baner eller jeg ville løbe. Det var lige meget om jeg følte mig halvdød eller fuldstændig udbrændt. Jeg blev nødt til at træne for at ”slippe af med vægten”. Det at tage ud og spise en middag, og uvilkårligt komme til at spise for meget ville medføre en lang løbetur næste dag. Maden styrede mit liv. Jeg ville skjule, at jeg overspiste. Jeg ville være alene hjemme og bare begynde at spise- hvad som helst der var der- Jeg ville spise som en vanvittig, fordi jeg var bekymret for om nogen ville komme ind og opdage mig. Ingen kendte til min overspisning, men jeg ville fornemme det og øjeblikkeligt tage på i vægt, hvilket igen ville betyde at jeg ville forsøge at starte på diæt igen.
Jeg talte aldrig om min overspisning. Det var jeg for skamfuld, og fuld af selvhad til at gøre. Jeg kendte ingen andre, der gjorde hvad jeg gjorde med mad. Når der var mennesker omkring mig, ville jeg øjeblikkeligt spise normalt i deres selskab. Min vægt gik op og ned. Jeg kan huske den første gang, jeg ikke kunne passe mine cowboybukser- jeg kunne ikke tro det, jeg blev ved med at tage dem af og på.
Jeg nåede dertil, hvor jeg bare blev ved med at tage på i vægt. Der var ikke mere diæt tilbage. Jeg spiste hele dagen, og jeg var ved at blive stor. Oveni alt dette var jeg deprimeret, selvom jeg endnu ikke kendte det ord. Jeg blev bare ved med at tænke på hvad jeg kunne spise, hvordan jeg kunne spise tre moderate måltider om dagen. Jeg ville indvendigt blive så vred på mig selv. På dette stadie hadede jeg mig selv med sikkerhed og var utrolig ulykkelig.
Fra mund til mund hørte jeg om det. Jeg kontaktede en ung kvinde som jeg vidste var i et 12 trins fællesskab. Jeg ringede til hende efter jeg havde kastet mad i mig. Hun spurgte mig, hvad jeg lige havde spist, og jeg kunne ikke fortælle hende det. Kvinden sagde, at jeg var i ”black out”. Jeg relaterede black out med at drikke, og ikke med at spise. Jeg fik nummeret på en anden kvinde. Denne kvinde sagde til mig ”du er ikke et dårligt menneske", da jeg ringede. Kvinden talte til mig om sygdommen afhængighed og hvordan afhængighed skifter.
I dag er det ikke min afhængighed af at tænke på mad hele tiden, og min tvang og trang til at spise der styrer mit liv. Den er væk og jeg er totalt fri af det. Plus det at jeg plejede at tænke, at jeg var den eneste i verden der gjorde hvad jeg gjorde med mad. Nu ved jeg, at det ikke er sandt. Jeg har mødt mange, mange andre som mig, der ikke længere er addictive overspisere, eller sulter dem selv, eller kaster op eller overtræner mennesker i alle størrelser og former selv nogen af dem med normal vægt.
Jeg er meget taknemmelig over AEA programmet, for mig virkede intet andet. Jeg følte, at jeg havde prøvet alt andet. Det er den største ting i livet at være fri af maden.