Mine tidligste barndomsminder er at jeg spiser i hemmelighed. Indtil jeg som treogtyve kom ind i programmet, var mit liv en lang serie af anstrengelser for at stjæle penge fra familie, venner og naboer til at købe mad. Uanset hvilket køkken jeg var, så ville jeg bruge enhver anledning, hvor jeg var alene til at tømme skabe og køleskab. Da jeg opdagede, at andre ikke spiste på samme måde, følte jeg stor skam over den måde jeg spiste på. Jeg vidste aldrig, hvor meget mad der var nok. Når jeg spiste sammen med andre, ville jeg blive så flov, hvis andre kommenterede mængden på min tallerken. Når jeg var færdig med et måltid, ville jeg længselsfuldt vente på det næste.
På hverdage ville jeg ofte overspise til jeg kastede op før skolestart.Jeg ville købe mad i butikkerne og gemme det i skabet i gymnastiksalen. Dette var mit hemmelige gemmested og jeg ville låse mig selv ind i pauserne og forsyne mig. Min madpakke ville dagligt være spist før skolen overhovedet var startet. Det var svært for mig at danne venskaber, da jeg voksede op. Jeg ville finde på historier, fortælle løgne og føle mig ubehagelig tilpas i mit eget selskab. At spise mad var en måde at flygte fra følelsen af at være socialt akavet.
Mit spiseri blev progressivt værre med tiden. Kvantiteten blev større og min besættelse af mad og hvordan jeg kunne få mit fix var konstant. Jeg hadede de fysiske effekter af at tage på i vægt og blev besat af træning. Jeg tabte mig og elskede opmærksomheden, mit vægttab medførte fra andre. Jeg følte, at jeg havde fundet meningen med mit liv, alt hvad jeg behøvede at gøre var at blive og forblive tynd. Mine tanker og handlinger var centreret på ikke at tage på i vægt, så ekstrem diæt, træning og brug af afføringsmidler blev en del af mit hverdagsliv. Jeg var meget humørsyg og påførte andre stor sorg, specielt min familie, specielt hvis de stod i vejen for det jeg prøvede at opnå. Det var en livsstil, der var meget svær at fastholde, fordi jeg havde en konstant lyst til at spise. Før eller siden ville jeg opdage, at jeg igen ikke kunne stoppe med at spise, og at al den vægt jeg havde tabt ville jeg tage på igen. Det var fortvivlende. Jeg havde ingen ide om, at problemet var inde i mig og var centreret i mine tanker.
Jeg startede med at drikke alkohol og tage piller og min besættelse af substanser var konstant. Jeg tror, at jeg var alkoholiker før jeg overhovedet tog min første drink. Alt jeg havde brug for var substansen alkohol til at sætte gang i afhængigheden.
Ved en række tilfældigheder blev jeg introduceret til tolv trins programmet for mennesker med besættelse af mad. Jeg følte en stor lettelse der, fordi jeg mødte mennesker som jeg kunne identificere mig med. De fortalte åbent (uden skyld og skam) om hvordan deres spisning havde været. Jeg var forbløffet over, hvordan de kunne have frihed og leve uden at maden konstant kaldte på dem.
Min helbredelse startede, da jeg overgav mig til fakta, at jeg ikke kunne klare min addictive spisning selv. Jeg spurgte et andet medlem, om hun ville hjælpe mig. Hun delte sin erfaring med mig og hjalp mig med at arbejde med de tolv trin til helbredelse. Jeg kom til at tro, at jeg har sygdommen addiction, og igennem hele mit liv har jeg altid byttet den ene substance ud med en anden. Det gav mening, at jeg blev nødt til at stoppe med ethvert stof (mad, alkohol og piller) for at få en chance for et ædru liv.
Jeg blev nødt til at tilsidesætte alt det jeg troede jeg vidste om at få det bedre. Jeg måtte acceptere at selv min bedste indsats, havde bragt mig til et sted med komplet fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt bankerot.
Jeg accepterede i stedet at jeg havde mistet evnen til at vælge, når det gjaldt mad. Jeg havde ingen ide om, hvor meget jeg skulle spise, hvilken mad der var rigtig for mig eller hvilken tid jeg skulle spise på. I dag har jeg en målt og vejet madplan, der giver mig den næring og energi, min krop har brug for. Jeg har tillid til min højere magt og ved at der bliver sørget for mig, jo mere jeg handler, jeg arbejder med de tolv trin og accepterer at jeg har brug for hjælp til alle områder af mit liv.
Tvangen og besættelsen af mad, diæt, vægt og træning er løftet væk. Jeg har den ro i sindet jeg altid har søgt efter og jeg bliver ved med at se det samme i andre AEA medlemmer. Det er essentielt for min helbredelse at dele min historie og hvad jeg er blevet givet med andre. Jeg er oprigtigt glad for at have fundet en løsning i fællesskabet Addictive Eaters Anonymous.