Jeg kom til mit første møde, fordi min besættelse af mad drev mig til vanvid mentalt, og fordi jeg var bange for at jeg aldrig ville blive i stand til at holde op med at tage på i vægt.
Jeg var flov og vred over at være der. Jeg syntes mødet var meget konfronterende. Jeg klarede kun at gå til to møder, selvom et medlem havde foreslået mig at prøve at gå til seks. Jeg blev væk i adskillige måneder og kom tilbage for at blive. Efter mere tid med kamp med over og underspisning og besættelse af mad. Jeg havde allerede været i Anonyme Alkoholikere atten måneder på det tidspunkt. Efter at have stoppet med alkohol og stoffer blev besættelsen af mad ekstrem.
En del af, hvad der tiltrak mig ved 12 trins fællesskabet, var at de var anonyme. Jeg vidste, at mennesker uden for møderne ikke ville vide jeg var der. Jeg var flov og skammede mig over, hvordan jeg var. Jeg troede, at jeg var et dårligt menneske. Jeg tænkte på hvor patetisk jeg var, at jeg var besat af mad. Hvor svag jeg var, fordi jeg ikke kunne kontrollere det. Jeg ønskede, at have modet til at begå selvmord. Men jeg kunne ikke, fordi jeg vidste, at det aldrig ville være ok for mine børn at deres mor døde. Men jeg var vred og fuld af selvmedlidenhed over, hvordan jeg var. Jeg levede i vrede og skyld. Igennem hele mit liv havde jeg prøvet at sætte en maske op overfor andre, for at få dem til at tro, at jeg var normal, når jeg ikke var. Jeg tænkte, at det var fordi jeg havde en dårlig barndom. Nu ved jeg at det er falskt, og at mit virkelige problem var, at jeg lider af addiction.
Så mit hemmelige liv og de ting der gav mig glæde: Jeg misbrugte mad, alkohol og stoffer. Selvom disse ting også havde en negativ effekt på mig, var jeg i live for de højdepunkter, det gav mig. Jeg havde en kærlighedsaffære med dem, specielt med mad. Jeg stjal ofte fra butikker og nød at slippe afsted med ikke at betale skat. Det gav mig det kick, jeg trængte til. Jeg gjorde det i hemmelighed, og i selskab med mine venner og børn. Jeg løj tvangsmæssigt, særligt nød jeg at undvige og overdrive. Jeg kunne ikke være ærlig, selv når der ikke var nogen grund til at lyve, så løj jeg. Jeg var uærlig på mange måder, altid til min egen fordel, Jeg sladrede konstant. Jeg besatte på mænd og levede i en fantasiverden, hvor jeg i min fantasi havde affærer med mænd i mit liv og kendte mænd. Jeg var shopaholic, frygtelig med penge og altid i gæld. Brugte altid penge på mig selv.
Dette er de ting jeg ikke kunne lide: Selvom jeg elskede dem, var jeg grov overfor min mand og voldelig overfor mine børn. Jeg slog dem, selvom jeg ikke er tilhænger af at slå børn. Jeg slog huller i væggene, jeg råbte og skreg i timevis. En af mine små børn plejede at sige, ” må jeg ikke godt gå nu mor, jeg har ondt i hovedet” Han plejede at få hovedpine af mig der uendeligt skældte ud. Jeg skammede mig voldsomt over min vrede, og ville overkompensere senere. Jeg ved nu, at jeg brugte min vrede som et værktøj til at få hvad jeg ville have. Jeg sparkede hunden og katten, Jeg var ofte enten deprimeret eller helt oppe og køre. Jeg var ofte suicidal. Jeg kunne ikke klare sociale situationer, jeg var konstant fuld af frygt. Jeg kunne ikke omsætte min ambition om en karriere i praksis. Jeg sad og spiste og så på TV. Jeg hadede mig selv. Hemmeligt vidste jeg, at jeg var vanvittig, at jeg var total gal. Og hvordan fixer jeg mig selv? Spiste mere og mere og gav mig selv lækkerier. Shoppede og holdt druk orgie. Græd ud hos min mand, der forsøgte at gøre rare ting for at få mig til at få det bedre. Så ville jeg tage læbestift på, og prøve at være normal sammen med andre.
Jeg havde nogle gode venner. Jeg var hjalp til som forældre på skolen og på legepladsen. Jeg var med i forældrebestyrelsen. Jeg var stille, venlig og rar sammen med andre mennesker. Jeg levede et dobbeltliv. Da jeg fortalte jeg gik til møder, sagde en af mine tætte venner til mig, ”hvorfor, du er et af de gladeste mennesker jeg kender” Det hemmelige liv, jeg havde et image at opretholde. Jeg ville ikke indrømme, hvad der i virkeligheden var galt. Jeg ved også nu, at jeg ikke havde en ægte indsigt i mig selv, og hvad der var galt. Maden holdt mig i en tåge. Selvom det var slemt for mig, tror jeg så tror jeg det var endnu værre for min mand og mine børn, der levede med min opførsel. De måtte hele tiden gå på æggeskaller.
Jeg har, efter at jeg er kommet på møderne og lever i trinene, lært, at jeg er et sygt menneske, ikke et dårligt menneske. Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg ikke er ansvarlig for, hvad andre mennesker tænker om mig. Jeg sad fast i dette i lang tid, og det bremsede min helbredelse. Jeg blev ved med at tage tilbagefald, fordi jeg ikke ville være anderledes overfor andre mennesker. Jeg tænkte, at hvis de virkelig kendte mig, ville de hade mig, som jeg hadede mig selv. Effekten af hvert tilbagefald fik mig til sidst til at overgive mig. Da jeg erkendte, at hvis jeg blev ved med at ville gøre indtryk på andre mennesker for at få dem til at kunne lide mig, ville jeg aldrig acceptere og tage ansvar for min sygdom, som er i hver enkelt celle af min krop.
Jeg har lært at være åben og ærlig med andre mennesker. Jo mere jeg er åben og ærlig, jo lettere bliver det. Faktisk er det sådan, at jo mere mulighed har jeg for at hjælpe andre lidende addictive spisere. Det dukker stadig op af og til, men jeg ved hvad jeg skal gøre nu. Jeg har indset, at vi alle har noget og dette her er en af mine. Engang sagde min mand til mig, at han tænkte, at jeg undgik at invitere vores nye venner på mad på grund af min madplan. Jeg indså at han havde ret. Så jeg inviterede dem, og sikrede mig at jeg vejede og målte min mad foran dem. Det gav mig mulighed for at fortælle dem om mig selv, bare kort, ikke min livshistorie. Jeg ser det sådan i dag, at hvis jeg er ærlig om mig selv , og folk ikke kan lide det, så er det ok. Og faktisk, er langt de fleste ligeglade. Og selvom at de ikke var, så er det mig (og min familie) der må leve med min addiction. Jeg vil være fri af kampen og leve et godt liv. Et godt liv, det er for mig at være i stand til at hjælpe andre, holde af andre og være hjælpsom. Dette får mig til at føle mig godt tilpas med mig selv. Det er hvad trinene lovede mig, og det er min erfaring. Jeg har fået et vidunderligt liv i helbredelse, ikke bare fri af besættelsen af mad, men også fri af alle disse frygtelige aspekter af sygdommen. Men det er et dagligt program, og det er vigtigt hvad jeg gør på daglig basis for at være der hvor Gud kan hjælpe mig. Hudløs ærlighed er en af hovedelementerne i programmet, og for mig er det afgørende for, at jeg kan forblive ædru og fortsat få det bedre.