Jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle sammen kæmpede om mad. Men når jeg tænker tilbage i dag, kan jeg ikke huske, at de andre nogensinde har spist rester. Jeg elskede rester, for der vidste jeg, at jeg kunne spise det hele- ingen andre ville have det. Dengang var mængden altafgørende. Jeg ville have mere, mere, mere. Sidestillet med min optagethed af mad var jeg optaget af mig selv. Jeg var genert, bange og et hemmelighedsfuldt barn. Jeg sagde ikke ret meget, men til gengæld tænkte jeg hele tiden.
Da jeg kom i teenageårene, blev jeg meget selvbevidst omkring min krop. Jeg var optaget af mit udseende, det tøj jeg gik i og hvad andre tænkte om mig. Jeg havde en ustoppelig trang til at andre skulle kunne lide mig. I mit andet år på gymnasiet ville jeg tabe mig. Mit mål var at blive anorektiker. Karen Carpenter var min helt. Jeg stoppede med at spise morgenmad, tog aerobic timer i stedet for at spise frokost. Om aftenen ville jeg spise nøjagtig så meget af maden, at det ikke blev opdaget af min familie. Jeg talte kalorier og udviklede strenge regler omkring hvad jeg kunne og ikke kunne spise.
Endelig tabte jeg så meget vægt at min familie lagde mærke til det, og begyndte at holde øje med hvad jeg spiste. Det gjorde mig vred, og jeg blev lusket. Jeg begyndte i smug at tage afføringsmidler og overtræne. Jeg hadede mig selv, når jeg ikke overholdt mine regler, og tænkte jeg var svag. Jeg afskyede, hvad jeg tænkte var mine tykke lår. Jeg kunne godt lide, når mine hofteben stak ud, og når jeg kunne holde min hånd mellem min mave og bukselinningen. Men jeg var aldrig tynd nok. Jeg gik kontant på vægten, og håbede på at se pilen gå ned. Jeg ville slå mig selv og kalde mig selv ord, fordi jeg var så fed og grim. Hvis jeg tænkte, at jeg var fed, ville jeg ikke gå udenfor. Men hvis jeg følte mig tynd, havde jeg lyst til at klæde mig lækkert på, og tage ud så alle kunne se hvordan jeg så ud.
Jeg mistede kontakten til mine venner fra skolen. Jeg fik ikke nye venner. Jeg havde ingen hobbyer. Jeg var kun interesseret i at tabe vægt og se TV. Af og til havde jeg en kæreste, mere for at forsikre mig selv om, at jeg var attraktiv end fordi jeg var interesseret i dem. Helt ærligt, så var jeg ikke interesseret i nogen. Min søster tillod at jeg hang ud med hende og hendes venner. Jeg kunne ikke lide hendes venner. Jeg dømte enhver. Succes for mig var at være tynd, smuk og have penge.
Da jeg ikke kunne udholde at sulte, så begyndte jeg at kaste op. Jeg røg også cigaretter, og drak sort kaffe for ikke at spise så længe som muligt. Da jeg startede med at spise, spiste jeg mere end planlagt, så jeg måtte kaste op og træne. Jeg startede med at drikke alkohol og tage stoffer for ikke at spise. Jeg mistede mit arbejde og fik sociale ydelser. Hver dag var ens, hvis jeg havde penge, spiste jeg og kastede op hele dagen. Hvis jeg ikke havde penge, ville jeg have ondt af mig selv og sulte mig.
En dag gik jeg til lægen og fortalte sandheden om hvad jeg gjorde med mad. Lægen foreslog mig, at jeg gik til et 12 trins fællesskab for mennesker med problemer med mad. Jeg tog af sted og lærte om afhængighed af mad. Til at starte med hadede jeg det. Jeg var bange for, at de ville bede mig spise kedelig mad. At jeg ville tage på. Med tiden kom jeg til at indse, at jeg var magtesløs over for mad, hvad enten jeg spiste eller ej. Jeg havde brug for hjælp.
Medlemmer fra 12 trins fællesskabet hjalp mig. De delte programmet til helbredelse med mig, det som havde hjulpet dem. Med deres fortællinger om dem selv viste de mig, at mit problem med mad, vægt og kropsopfattelse var kædet sammen med mine hemmeligheder, fordomme og kritik. For at blive fri, måtte jeg give slip på mine gamle ideer. Jeg måtte opgive retten til at bestemme, hvad jeg skulle spise. Jeg måtte opgive min optagethed af mig selv. Jeg måtte se væk fra mig selv i tillid til at jeg ville blive passet på.
Det var svært for mig at gøre, men det at se andre mennesker forandre sig gjorde et stort indtryk på mig. Deres forandring viste mig at det var muligt, og derfra kom min villighed til selv at prøve.
Jeg har stadig brug for at give slip på mine gamle ideer, have tillid til andre og kigge ud. Jeg gør det en dag ad gangen, nogle dage bedre end andre. Jeg er ikke immun overfor livets op- og nedture, men i dag har jeg Addictive Eaters Anonymous tolv trins program at leve efter. Addictive Eaters Anonymous fællesskab hjælper mig med at håndtere livet. Jeg lærer at løsne lidt op, og nyde andres idiosynkrasi*. Jeg lærer, at intet menneske har alle svar, men ved at hjælpe hinanden kan vi finde en magt større end os selv. Livet er rigeligt og jeg nyder det rigtigt meget. Det er et mirakel.
*idiosynkrasi betyder følelse af noget stærkt, ofte ubehag ved nogen eller noget; noget eller nogen der fremkalder denne følelse.